Emilie deltog i motionsarrangementet Løb for livet, med en enkelt omgang i Folkeparken. Det var ingen fornøjelse, fordi det var koldt og regnfuldt.
Oven i købet fik Emilie ondt i skulderen, hvilket fik hende til at sige. “Jeg har lyst til at sige et bandeord”.
Søren, der blev lidt nysgerrig, spurgte så, hvad det var for et bandeord, som Emilie havde lyst til at sige.
Emilie tøvede lidt, og svarede så:
Av for fanden
Emilie sad og legede med ler. Hun ville gerne have en kniv til at skære leret i stykker med. Men Lene fandt en mere sikker løsning. Leret kunne deles med et stykke ståltråd.
Søren sagde anerkendende: Mor er ingeniør!
Hvortil Emilie straks rettede:
Det hedder en geni – ikke en genør!
Emilie har digtet en sang:
Prut, prut, prut
– hejsa, lille prut.
Prut, prut, prut
– hejsa, lille prut.
Prut, prut, prut
– hejsa, lille prut.
o.s.v.
Sangen blev digtet efter aftenens godnatlæsning som en velkomstsang til Lene.
Pinsesøndag om morgenen kom Emilie ind i soveværelset og var egentlig sulten. Emilie var egentlig så sulten, at hendes skulder knurrede!
Emilie siger for tiden ‘egentlig’ i hver anden sætning.
Emilie har en række ord, hun bruger helt specielt. For eksempel siger hun hvorfor i stedet for fordi, når hun skal forklare noget. For tiden (og faktisk længe) har hun også sagt “ben-” (hårdt, hurtigt, ondt, længe osv) om ting hun virkeligt vil understrege. Til aften sagde hun således: “hvorfor det er ben-irriterende” (forklaring på hvorfor hun gerne ville have en anden nattrøje på, da den hun havde fået på gled ned på armene, og hun derfor kom til at fryse).
Emilie er begyndt at spørge meget til ordenes betydning. En aften havde hun dekoreret sin reol med et billede, som dog hang på hovedet. “Det irriterer mig. Det stresser mig”, sagde Emilie og spurgte straks efter: “Hvad betyder stresser?”.
Længe har Emilie sagt “… det gik altså ondt”. Hun tror sikkert også, at det hedder “det går ondt”.