(noter fra fætter og kusinetræf, 29. maj ’84, Elses 80-årsdag)
Min far havde over sit skrivebord en trætavle “Bed og arbejd”. Det var også baggrunden for hans og min mors fælles tilværelse. De gik ikke og prædikede og hængte med hovedet, men de viste åbenhed og godhed – en glad frimodighed i deres hverdag.
Det er søndag formiddag. Jeg er sammen med mine ældre søskende på “markvandring”. Lærkesangen er som et lydtag – jublende overalt, vi går langs grøften til naboens mark. Der var gule følfod, stribede sneglehuse, vand der løb rislende i grøftens bund. Som den mindste kunne jeg knap følge med – træskoene i den fedtede lerjord gjorde også deres til mit bagstræb. Ked af det tænkte jeg pludselig på at hjemme ventede mor med de dejligste æbleskiver med syltetøj og sukker. Det gav kræfter til det sidste stykke vej. Og far holdt jo søndag og var i søndagshumør – gik og sang af velfornøjethed – så alt var bare så godt!
Hvordan var det så at være barn på Østermarksgaard? Som billedet viser var vi mange. Den store opmærksomhed fik vi nok ikke. For mit vedkommende oplevede jeg det som en stor tryghed at være i nogenlunde ubemærkethed mellem Else og Einar, disse to blev af alle, og måske mest af mig beundret og elsket.
Else følte sig meget ansvarlig for min opførsel. Hun var det gode eksempel og jeg kan næsten endnu føle hendes albue i brystet, når huns syntes at jeg ikke holdt mig tilbage, hvor jeg burde.
Fødselsdag uden gaver
Ind i mellem har jeg nok syntes, at det var påkrævet, at jeg fik lidt opmærksomhed. Else var så sød og fornuftig, Ejner var bare sød og sjov.
Da min 4 eller 5 års fødselsdag nærmede sig, fandt jeg på at gå og spørge mine omgivelser – mine søskende, kusine Mary, piger og karle – “Hvad vil du give mig til min fødselsdag?” Det var flovt for mine forældre, så det blev beordret: Ingeborg skal ingen gaver have – hun må lære at opføre sig ordentligt! Ordren blev fulgt og den skuffelse jeg følte efter som dagen gik uden jeg fik noget har siddet i mig siden: fødselsdag var en ubehagelig dag i mange år. Ved sengetid forbarmede far sig dog over mig og gav mig en tom cigarkasse til de ting, jeg ikke havde fået.
I skole hjemme
Lige til højre for indgangen til Kirke Skensved Kirkegård står der en stor gravsten over enelærer og kirkesanger S. Wiskinge. Han var en oplevelse. Under salmesangen i kirken gik han op og ned ad kirkegulvet; var der noget usædvanligt, standsede han op og kiggede på en højtsyngende kirkegænger. Fx var jeg uheldig som 4-årig kirkegænger: mit hår var fuldt af tørre sår efter skoldkopper, det var rart at få pillet nogle af de tørre sårdele af og syne dem med interesse – mor fik mig nok stoppet da Wiskinge kiggede interesseret på os.
Børnene på Østermarksgaard hørte til Kirke Skensved Skole. Min 3-4 år ældre bror Immanuel hørte p.g.a. en fødselsskade meget dårligt. Det respekterede Wiskinge ikke, men slog Immanuel og dunkede ham i hovedet og hev i hans ører.
Lærer Wiskinges hårde fremfærd især overfor Immanuel bevirkede, at far og mor tog Immanuel, Else og mig ud af skolen. De tre vinduer i havekvisten på gården blev indrettet til skolestue og i et lille værelse ved siden af kunne lærerinden sove. Der blev ansat en pige med real-eksamen som lærerinde, der skulle undervise os fire yngste børn. Hun var meget glad for Else og tog sig ikke særligt af Immanuel. Hun og jeg interesserede sig ikke særlig meget for hinanden. Der blev holdt en årlig overhøring, hvor sognepræsten, Blauenfelt, med familie var inviteret – i øvrigt på vegetarmad.
Da Else var konfirmeret kom hun på Hoptrup Efterskole. Lærerinden ville prøve noget andet, så jeg kom til optagelsesprøve i Haslev, hvor det viste sig, at jeg intet havde lært. Så kun fordi far var medlem af skolens bestyrelse blev jeg optaget, hvis jeg fik ekstra undervisning i regning; efter 3 måneder var jeg en af de tre bedste i klassen.
Det var et chok at komme fra Østermarksgaards liv til de stille stuer i Skuderløse. Gode og kærlige var de mod mig, men skolen – det var at komme fra et sted, hvor der var nogen, der syntes om en, til et sted hvor ingen syntes om en; man var en sær, aparte person. Det blev dog bedre.
© 2009 Mads Gaub