En 2 Aars Dreng alene med sin døde Bedstemoder

I 2020 er det hundrede år siden, at Mette Christensen (f. Madsen) døde under specielle omstændigheder.

Mette, der ti år tidligere var blevet enke efter Søren, boede alene i sin lejlighed i Enggade 5 i Vejle.

Mettes datter og svigersøn, Debora og Christian, havde i 1920 købt en gård nær Vejle, så de kunne hjælpe Mette, der med sine 70 år var begyndt at være lidt skrøbelig. Debora og Christian havde ellers etableret sig som landbrugere i Omaha, Nebraska. Alligevel havde de solgt deres ejendom og taget tilbage til Danmark med deres 4-årige datter, Rosie, og 1 1/2-årige søn, Chris Jr.

Mette havde tilbudt at passe Chris Jr., mens Debora og Christian flyttede ind på gården.

De præcise omstændigheder blev aldrig fastslået, men Chris Jr. blev fundet grædende i sin bedstemors seng. Mette havde på det tidspunkt været død i nogen tid.

Historien var opsigtsvækkende nok til at blive omtalt i de lokale aviser.

Avisomtale
Vejle Amts Folkeblad, d. 22. november 1920

Debora og Christian solgte hurtigt gården ved Vejle og rejste tilbage til Omaha, hvor de forblev til deres død ca. 40 år senere. Debora blev – akkurat som sin mor – 70 år.