Sne. Degnen forbød børnene at slås med snebolde. Christian og Karl havde fingrene i sneen og gik med en håndfuld i hånden. Degnen kaldte dem ind i sin bolig og gav dem med spanskrøret og sendte dem hjem.
Vi blev forfærdede ved at se specielt Karls ryg med 4 meget røde striber – den 4. knap så rød. Vi tog frakken på og gik over i skolen og bad om at tale med Overlærer Svenningsen og fortalte ham, at han ikke kunne tillade sig at slå vores børn på den måde! Hans svar var: “Jo, mit reglement siger jeg må give 3 slag.” hvortil jeg replicerede: “Hvorfor har Karl så 4 røde striber på ryggen?!”.
Vi gik hjem igen og prøvede på at berolige drengene og os selv – livet skulle jo videre – og begge parter var jo tvunget til naboskabet.
Den 27. om aftenen var vi hos (vores hushjælp) fru Rasmussen og Frederik til en kop kaffe, da vi gik hjem var det meget glat.
Næste morgen cyklede Anne Marie som sædvanlig til skolen i Haverslev. “Man bliver så dejlig frisk af cykelturen” plejede hun at sige, og hun var så stærk og frisk.
Paul sov og jeg sad i spisestuen og drak min morgenkaffe – pludselig ringede genboens Jenny og sagde: “der er vist sket noget slemt med Anne Marie!” Jeg havde hørt en ambulance tude på landevejen, næsten samtidig var Haverslevdoktoren i døren og fortalte han havde sendt en bevidstløs Anne Marie til Hobro Sygehus, “hvis hun skulle til Århus” – og han syntes vi skulle køre til Hobro og det gjorde vi. På lang afstand hørte vi hende klage sig. Anne Marie og jeg kom i en ambulance til Århus, hun blev stille efterhånden. hele min sjæl bad Gud om at vi måtte beholde vores dejlige pige og så følte jeg meget stærkt at min mor – som var død 8 år tidligere – også var med i ambulancen.
Senere hørte vi, at chaufføren i skolebussen var standset efter at lastbilen havde påkørt Anne Marie. Han havde løftet nummerpladen op, så Anne Marie kunne få luft. Havde lastbilens fører dog gjort det, havde Anne Marie måske været næsten uskadt. Nu blev det noget helt andet for hele familien.
28. januar 1959
Ja det blev en helt anden tilværelse for familien. Paul og jeg blev på sømandshjemmet i Århus de næste to nætter. I radioen hørte vi den frygtelig historie om ”Hans Hedtoft”’s forlis – alle druknede ved Grønland.
Der blev mere perspektiv i vores sorg – vi havde stadig håb om, at Anne Marie ville vågne af bevidstløsheden.
Det blev en langsom opvågning. For mit vedkommende græd jeg altid på hjemturen. Paul passede sin bilkørsel og gav ikke på samme måde udtryk for sin sorg. Efter ca 2 måneder blev Anne Marie overflyttet til ortopædisk Hospital, da hun havde brud på det ene ben. Efter operationen ringede prof. Thomasen for at forklare, hvad han havde gjort.
I Pinsen var Anne Marie hjemme. Det var hårdt at se så anderledes, hun var blevet. Kort efter kom hun til Hald for yderligere genoptræning.
Pauls fridage blev altid brugt til besøg hos ’Anne Marie. Det måtte give bagslag. En nat fik han voldsom tarmblødning med indlæggelse på Nibe Sygehus i ca 8 dage. Vi havde lige haft Christians konfirmation 4.april –59 og Paul var udnævnt til residerende kapellan ved Vor Frelsers Kirke i Aalborg. Vi skulle altså også flytte – efter 12 år i en præstegård med mange gemmerum – til en dejlig bolig på Anders Borchs Vej 9. Indsættelsen skete i begyndelsen af juni måned. Dagen før indsættelsen hentede vi Anne Marie – hun skulle være med, synes vi. Min far kom også og var med til indsættelsen.
Ifølge 1960-kalenderen kørte vi i løbet af året 28 mandage til Hald og besøgte Anne Marie, så det blev aftalt, at nu skule hun prøve at være hjemme 2½ måned. Og hun blev hjemme – fik bla. taleundervisning hos ”Tulle”, fr Bech, 4.etage i Enighedslund, jeg fulgte hende – hun blev god til at gå med to stokke.
© 2009 Mads Gaub