Mads meldte sin ankomst ved septembertid, 1954.
Vi havde Anne Marie og tre dejlige drenge – de to sidste var der blevet lidt mere tid til at nyde, de fik lov til at være “den mindste” i 4 og 5 år – og ikke som Anne Marie og Christian, der fik al for lidt tid til at være den mindste.
Paul var meget lidt glad for udsigten til ny uro om natten – med et vuggebarn i soveværelset, da han var plaget af søvnløshed – men som mor har jeg altid ventet det nye barn med glæde og forventning, selv om graviditeten var mere besværlig som 39-årig end som 27-årig.
Mads blev født hjemme, som de andre – men begge egnens mulige jordemødre var optaget andet sted, så Paul cyklede op og fik fat i Signe (hushjælp), som kom og varmede op i køkkenet og børneværelset. Så da der efterhånden var gang i veerne ringede Paul til Dr. Plougman, som forbarmede sig og kom. Han havde lånt mig en bog – “Naturlig Fødsel” – som påstod, at det blot drejede sig om at slappe af – så ville fødslen gå langt lettere.
Jeg kan stadig se for mig, hvordan Plougman og Paul stod op ad væggen i passende afstand fra mig og røg deres cigar. Paul var dog ikke mere uberørt, end at han stod og brændte hul i sine bukser. Altimens jeg våndede mig i pine uden kærlig bistand. Barnet kom – en frydefuld oplevelse: “Nu går jeg fuldstændig fra hinanden” og så en himmelsk lettelse sekunder efter “tænk, det er ovre”. Næsten samtidig kom jordemorderen og foretog det fornødne.
Da alt var ovre og solen ved at stå op, gik Paul ud og hejste flaget før han lagde sig nogle timer. Og jeg lå i min seng med barnesengen ved siden af og var fuld af glæde og tak over den dejlige dreng. Men Anne Marie var skuffet over at det ikke var en pige: “Havde man så endda selv været en dreng!”
4-årige Karl var meget betaget af sin lillebror. Han sad på min sengekant og kiggede på ham, så kom det lige så genert: “Mor du kan da godt stå op, jeg skal nok passe på ham!”. Senere på dagen – da Christian og Johs kom hjem – stod Signe og skiftede ble på Mads. Blandt de store drenge udspandt der sig nu følgende samtale: “Hvem har hevet ham ud – er det forpagteren ?” Forpagteren var altid selv med i stalden ved kalvefødsler og det foregik ofte ved at der blev hevet i de to første ben, der stak ud. “Er du tosset – det har far da selv gjort!”.
Mads var næsten 2 måneder før han blev døbt. Årsagen var at min bror Ejner (landbrugskandidat) havde taget arbejde på kanaløen Alderney. Han havde giftet sig borgerligt i London med Ellen Rasmussen. Hun havde en dreng – Jens Cramer – fra et tidligere ægteskab og nu havde de sammen fået en lille pige, lidt ældre end Mads. Ingen af familierne havde set dem de sidste par år og ingen havde været med til deres bryllup og Ejner og Ellen kunne slet ikke overse at få arrangeret barnedåb under de forhold de boede.
Vi foreslog, at de kom til Sønderup og fik deres pige døbt, så ville vi udsætte dåben af vores dreng. Dermed kunne det blive en fest for begge børn samme dag. Det gik de med til og betingede sig, at Paul og jeg ville være faddere til Annette. Det sagde vi ja til – og bad de to om at være faddere til vores dreng – så var det spørgsmål løst.
Begge familier (Ejners og Ellens) mødte talstærkt op. Nogen kom dagen før – jeg tror vi med fru pastor Jørgensens hjælp havde 12-14 overnatninger – så vi havde travlt i huset.
Børnenes navne var aftalt. Sådan da, Paul og jeg var ikke helt enige. Min far havde på dette tidspunkt arbejdet med og optegnet en del af sin slægtshistorie. Navnet “Mads” forekom ofte, så jeg syntes, at det var passende at kalde vores 4. dreng for Mads og så gerne Peter og Tolstrup som mellemnavne. Men “Mads” kunne Paul ikke forlige sig med. I Hygum var det et navn, der kun blev brugt om uheldige personer – sinker. I øvrigt havde vi året før haft en tosset gedebuk i haven, som blev kaldt Mads.
Resultatet af søndags- og dåbstravlheden blev, at vi kun var enige om at drengen skulle hedde Peter Tolstrup Gaub, men Paul havde stadig ikke godkendt “Mads”. Min veninde, Ingeborg Madsen, og jeg kom til barnedåben lige efter Ejner og Ellen. Dåben begyndte med at Annette Tolstrup Christensen først blev døbt. Derefter vores dreng. Paul: “Hvad er barnets navn?” Jeg: “Mads Peter Tolstrup Christ. (min fortalelse) Gaub”. Paul: “Peter Tolstrup Gaub, jeg døber dig i Faderens , Sønnens og Helligåndens Navn”. Forvirringen var dog ikke slut hermed. Ved talen til fadderne: “vil Fadderne rejse sig” – skete der umiddelbart intet, thi de – vi – stod jo allerede op med hver vores barn. Da der fortsat ikke var nogen der rejste sig, rejste min far sig op – og efterhånden stod hele menigheden op. Som én bagefter sagde: “Vi ville da gerne være en slags fadder for jeres dreng”.
Min bror Emil spurgte spydigt, da vi alle var kommet hjem: “Hvad kom drengen i grunden til at hedde?!” Vi spiste ved to lange borde i konfirmandstuen – Paul som gæstfri vært: “Spis endelig, lad desserten gå rundt igen” Johs råbte højt og ærligt: “Der er ikke mere dessert!” Jo, jeg var lidt rystet og beskæmmet med alle de gæster.
Men på hans dåbsattest står Mads Peter Tolstrup Gaub.
© 2009 Mads Gaub