Efter den traditionelle markering af sommerens afslutning med spisning af grillmad på havnen kunne vi se, at Mads havde nået nye højder.
En kontrolmåling hjemme viste, at Mads er nået til 180 cm.
Kategori: Børnene siger og synes
Blinker eller stirrer
Forlygten på Emilies cykel kan både blinke og lyse konstant. Og logikken er klar: Hvis man ikke blinker, så stirrer man. Så Emilie kan stille sin cykellygte til at stirre!
Vores tennis-etter
Emilie undrede sig, mens hun gjorde klar til at komme afsted til skole:
Hvorfor bliver Niacki altid kaldt “vores Niacki”?
Mads’ højde 2011
Hos tandplejen (!) blev Mads 17. februar 2011 målt til 168,4 cm.
En uge senere – ved bestilling af pas – måltes højden til 174 cm (med støvler).
Hvem?
Da Søren kom hjem fra arbejde kl. 16:30, spurgte Lene: “Hvor er Emilie? Har du hende ikke med hjem?”
“Hvorfor skulle jeg dog det?”, spurgte Søren.
“Du skulle da til skole-hjemsamtale i dag, ikke?”
“Nej, det er først i morgen!”
Og sådan blev Emilie hentet sent den dag. Faktisk var Emilie den sidste i SFO’en.
Samme aften lavede Emilie og Søren mad – laks i rød karry. Emilie kiggede på laksen og fik lidt ondt af den stakkels fisk, som var blevet slået ihjel for at blive spist.
Søren begyndte at fantasere om laksefamilien, hvor laksefar og laksemor måske svømmer rundt og savner deres lille lakse-Emilie.
Og Emilie fantaserede videre: “Og så spørger laksefar: Var det ikke dig, der skulle hente?“
Mads’ højde og vægt 2010
Skolelægen målte højden 159 cm og vægten 46 kg samt bemærkede, at Mads tilsyneladende er lidt mere nærsynet end tidligere.
Mads er dermed ca. 10 cm højere end en gennemsnitlig 12-årig dreng (iflg. diagram fra Dansk Pædiatrisk Selskab), og med 159 cm er Mads blandt de 10 pct. højeste 12-årige drenge.
Vægten er gennemsnitlig i forhold til højden.
Summercamp i Holbæk hos mormor og morfar
Vi havde i god i inden sommerferien planlagt, at Emilie skulle sove nogle dage hos sin mormor og morfar. Det glædede Emilie sig meget til.
Onsdag den 1. juli hentede Lene tidligt Emilie i SFO og så gik turen ellers til Holbæk. Det kom til at gå rigtig fint.
Vi ringede sammen hver aften før sengetid, og det var dejligt at høre, at Emilie nød at blive forkælet at bedsteforældrene. Der blev vist spillet en del Fisk (kortspil) og løst nogle krydsord. Mormor købte en maleblok, hvor Emilie kunne farvelægge tegningerne.
Holbæk var i samme uge vært for DGI Landsstævne, så byens indbyggertal for en tid var fordoblet. Emilie og mormor så noget dans. Det var flot, syntes Emilie.
Lørdag kom morbror Per. Det nød Emilie. Per havde endda flotte gaver med til Emilie: En lækker DBU-fodbold og en DBU-drikkedunk.
Lørdag d. 4. juli hentede Lene Emilie. Det var dejligt at få Emilie hjem. Vi havde savnet hende.
Godt spørgsmål
I Odense Zoo standsede Emilie interesset ved et af oversigtskortene og spurgte, hvor vi var.
Søren svarede, at vi var ved den røde prik.
Det undrede Emilie, der straks spurgte:
Hvorfra ved de egentlig, hvor vi er?
Lyst til at bande
Emilie deltog i motionsarrangementet Løb for livet, med en enkelt omgang i Folkeparken. Det var ingen fornøjelse, fordi det var koldt og regnfuldt.
Oven i købet fik Emilie ondt i skulderen, hvilket fik hende til at sige. “Jeg har lyst til at sige et bandeord”.
Søren, der blev lidt nysgerrig, spurgte så, hvad det var for et bandeord, som Emilie havde lyst til at sige.
Emilie tøvede lidt, og svarede så:
Av for fanden
Geni!
Emilie sad og legede med ler. Hun ville gerne have en kniv til at skære leret i stykker med. Men Lene fandt en mere sikker løsning. Leret kunne deles med et stykke ståltråd.
Søren sagde anerkendende: Mor er ingeniør!
Hvortil Emilie straks rettede:
Det hedder en geni – ikke en genør!