Jens Søndergaard dirrende oprevet og forstyrret af en forfærdelig begivenhed

Uddrag af kapitlet »Jens Melvads gård«

[…]

Men så døde han jo, Jens Melvad, på denne februardag, og enken, Ann’ Katrin’, tog roret. Nå, hun styrede vist bedriften så temmelig stramt i forvejen, for hun var meget dygtig til alle ting, både ude og inde, og hun holdt sit hus pinligt rent. Hun var i det hele taget pinagtig påpassende med ting og tid. Hun havde også et pinagtigt, sammensnerpet og lurvorrent sind. Hun vurderede sine folk og nød forargelsen. […]

I Jens Melvads tid havde de engang taget en dattersøn, hvis mor var død, til sig i huset. Han var opdraget i streng isolation under Ann’ Katrin’s stille, men uendelig vedvarende og bekymrede advarsler og formaninger. Han – lad os kalde ham Niels Kræn – var voksen nu og skulle arve gården. […]

Han var lige ved at skeje ud, var Niels Kræn, men så var det , han traf Petrea. […] Ann’ Katrin’ var imod forbindelsen, indædt. Hun hvislede gift og galde fra sin stol, da Niels Kræn kom hjem med Petrea. […]

Men på Hjallerup hestemarked de første to, tre dage i juni [1903] mødte jeg kendte folk fra hjembyen. Den første, jeg traf, var Jens Søndergård, en ældre gårdmand, endnu dirrende oprevet og forstyrret af en forfærdelig begivenhed, der var sket i den lille landsby dagen før. Det var en søndag.
Læs mere Jens Søndergaard dirrende oprevet og forstyrret af en forfærdelig begivenhed