Uddrag af kapitlet »Jens Melvads gård«
[…]
Men så døde han jo, Jens Melvad, på denne februardag, og enken, Ann’ Katrin’, tog roret. Nå, hun styrede vist bedriften så temmelig stramt i forvejen, for hun var meget dygtig til alle ting, både ude og inde, og hun holdt sit hus pinligt rent. Hun var i det hele taget pinagtig påpassende med ting og tid. Hun havde også et pinagtigt, sammensnerpet og lurvorrent sind. Hun vurderede sine folk og nød forargelsen. […]
I Jens Melvads tid havde de engang taget en dattersøn, hvis mor var død, til sig i huset. Han var opdraget i streng isolation under Ann’ Katrin’s stille, men uendelig vedvarende og bekymrede advarsler og formaninger. Han – lad os kalde ham Niels Kræn – var voksen nu og skulle arve gården. […]
Han var lige ved at skeje ud, var Niels Kræn, men så var det , han traf Petrea. […] Ann’ Katrin’ var imod forbindelsen, indædt. Hun hvislede gift og galde fra sin stol, da Niels Kræn kom hjem med Petrea. […]
Men på Hjallerup hestemarked de første to, tre dage i juni [1903] mødte jeg kendte folk fra hjembyen. Den første, jeg traf, var Jens Søndergård, en ældre gårdmand, endnu dirrende oprevet og forstyrret af en forfærdelig begivenhed, der var sket i den lille landsby dagen før. Det var en søndag.
Jo, Niels Kræn var død! Han havde skåret halsen over på sig selv med sin barberkniv.
Der havde været et pinagtigt opgør i stuen den dag, ikke sådan højrøstet støj og bulder, der var ingen, der råbte højt i det hus nu, siden Jens Melvad var død – men stille med få, ætsende, ondtberegnede, dræbende ord. Gale folk skal vræle op. De skal rive piben ud af munden og skrige og regere, så spyt og snot stritter omkring dem og: Satan skjenne mig!! Det kan nemt komme til at gå slemt ud over mennesker og dyr, hvis de i rette øjeblik får en jernting i hånden –. Men det kan man jo fortryde bagefter – når ilden er slukket og alting er glemt. Men farlige er de, der lukker sig til i tæt, tavs, skolmende mørkhed. Dem, der bliver stående ret op og ned med armene ned langs kroppen – og så endelig vender sig lige så stille – og går.
Hos dem er galheden slået ind. Har samlet sig til en kronisk, kanske uhelbredelig betændelse.
Det er noget, man kalder – koldbrand.
På et vist tidspunkt rejste Niels Kræn sig og gik tungt ud af stuen. Så stor magt havde Ann’ Katrin’ i sin afmagt, der i stolen.
Petrea gik ud for at se efter sin mand, men hun fandt ham ingen steder. Så fik hun øje på Lars til Smedens, min morbror, der stod og røg ved havediget. Hun råbte og kaldte ham derhen. De skulle se og finde den mand. Lars, min morbror, kendte Ann’ Katrin’ bedre end nogen anden, kanske havde også Petrea sagt noget til ham om opgøret i stuen. Mon ikke han havde en fornemmelse af katastrofe.
Det var først på eftermiddagen, det var stille, strålende solskin på denne første junisøndag. Lars gik fra den tomme lade gennem det lange, snævre og dunkle udskud langs stalden og op til vognporten. Her lå Niels Kræn i en sort pøl af levret blod. Han havde lænet sig mod vognkarmen, da han skar, for kniven lå i vognen, og så var han jo sunket sammen der ved hjulene. Niels Kræn var endnu i live. Han lå og fejede over lergulvet med benene nu og da, og rallede og boblede. Lars satte sig på knæerne og tog hans overkrop op mod sit skød og forsøgte at holde det frygtelige sår sammen. Samtidig råbte han sine ordrer til de naboer, som Petra havde kaldt sammen: At spænde for hjemme hos os og hente doktoren, at spænde for i en anden gård og køre doktoren i møde med friske heste – og hurtig, hurtig! Jeg skal jo blive her ved Niels Kræn.
Der blev talt meget på det marked om dagen i går. Der var Jens Søndergård, der sprang i vognen og kørte med vore heste efter doktoren i Dronninglund, der var en stiv mil, men doktor Møller var hjemme. Jens kørte som en rasende, han var barhovedet, og hans lange, lokkede hår med ørebuklerne flagrede vildt.
Han havde ingen tid til at skifte doktorens stol over i den anden vogn på vejen, og da doktoren sprang af vognen hjemme i gården, stod de to brune, svære jydske heste og ludede og skælvede i flankerne, medens store hvide skumflager drev omkring dem.
Men da var Niels Kræn død.
Jeg kan levende forestille mig Lars, min morbror, forsigtig lægge Niels Kræns stakkels hovede ned mod det blodsølede lergulv i vognporten og rette sig op med sit fortrukne ansigt vendt mod den døde nabo dér under doktorens hænder. Blodet havde gennemblødt hans klæder og klistret hans hænder, som han stod og holdt ud fra kroppen.
Efter den tur blev de to brune aldrig de samme, som de var før.
Jens Søndergård var missionsmand, og bedstefader, ham smeden og hesteelskeren mumlede siden noget om, at Jens havde kørt hans heste ihjel for at redde Niels Kræns sjæl, men det blev Fanden, der sejrede.
Men ude på agrene på den anden side af vejen stod alle Niels Kræns store brogede køer tøjrede. De så slet ikke efter kløveren hele den eftermiddag. De stod alle med øjnene store og stift rettet mod gården og brølede! Og brølede –!
Kilde: Anders Christensen, En mand og hans næste, København 1962.
Bemærkninger:
Forfatteren har tilsyneladende systematisk anonymiseret personerne.
Niels Kræns rigtige navn var Jens Kristian Jensen. Han var født 21 FEB 1875 og døde 1 JUN 1903. I kirkebogen står: “Selvmord: Forblødning ved gennemskæring af Halsen. Efter det legale Syn: Ulykkelige Familieforhold.”
Kilde: Dronninglund KB 1892-1911 Døde, opslag 91, nr. 16 (fol. 91).
Jens Kristians kone hed ikke Petrea men Dorthea Katrine Hansen. Hun blev født i Gammelkirk d. 12 NOV 1880. Parret blev gift i Dronninglund d. 9 APR 1901.
Kilde: Dronninglund KB 1892-1927 Viede, opslag 72, nr. 4 (fol. 72).
Ann’ Katrin’ hed i virkeligheden Ane Johanne Andersdatter. Hun var født 11 JUN 1826 og døde 27 JUN 1903.
Kilder: Voer KB 1814-1833, opslag 79, nr. 9 (pp. 152-153).
Dronninglund KB 1892-1911 Døde, opslag 226, nr. 121 (fol. 231).
Jens Melvads rigtige navn var Jens Nielsen. Han var født i Melvad ca. 1820 og døde 27 JAN 1893 i Thorup.
Kilde: Dronninglund KB 1892-1911 Døde, opslag 9, 1893 nr. 1 (fol. 9)