1880 købte en ung landmandssøn fra Høm en gammel gård i landsbyen Bringstrup. Den var firelænget, meget brøstfældig og lå lige over for byens gadekær. Den unge gårdejer Ole Hansen bestemte sig straks for at bygge sig en ny gård på et centralt punkt i gårdens firkantede mark. Da den nye gård efter et par år var færdig, lod Ole Hansen den hedde Solbakkegården, et betegnende navn, da markerne falder pænt mod syd.
Den unge gårdejer, der havde været på højskole, kom ret hurtigt i sognerådspolitik, blev formand for sognerådet, og blev snart landskendt, fordi han ikke ville påtvinge sognets to lærere at efterleve ministeriets cirkulære, der forbød skytteforeninger og gymnastikforeninger. Sognerådsformanden blev indsat i Ringsted Arrest, hvor han måtte tilbringe en uges tid.
Senere blev Ole Hansen folketingsmand; han blev i Folketinget modtaget af en ældre folketingskollega med et godt råd »Du skal herinde aldrig forsømme en lejlighed til at tie« – et råd, der passede Ole Hansen særdeles godt. Han blev efter sigende aldrig nogen stor taler. Han blev dog landbrugsminister i det første Venstreministerium og fik hurtigt navnet: Den første Bonde i Kongens Råd.
Der gik mange legender om denne bonde. Den kendteste er nok om departementschefen fra København, som skulle have ministerens underskrift. Han kom med toget fra Hovedstaden til Ringsted og med hestevogn til Bringstrup. Da han på gårdspladsen var kommet af vognen, tiltalte han en ung som gik og fejede ved stalddøren: »Jeg vil gerne tale med hans Exellence«. Den unge mand kendte vel ikke dette udtryk, så han åbnede døren til stalden og råbte: »Ole, Ole, der er en, som vil tale med din exellence«.
Ole Hansen ejede gården til 1922, der kom en slægtning til Ole Hansen, ved navn H. P. Møller. Hans Peter Møller var gift med en datter af en anden landbrugsminister (Poul Christensen, Ødemark). Familien H. P. Møller boede der til Møllers død i 1941, hvor jeg købte af enken for 145.000 kr.
Både Ole Hansen og H. P. Møller havde rigt og selskabeligt familieliv på Solbakkegården. Begge familier havde 4 børn, men der var en ting, som jeg tænkte meget på i de første år, vi boede der. Ingen af børnene i de 2 familier blev landmænd eller ønskede at overtage gården. Jeg solgte gården i 1967 til Hans Erik, men havde den lykke at kunne bo der indtil 1987. Der har således kun boet 3 familier der i 107 år.
Ole Hansen var ikke nogen fremskridtslandmand; han var flere år om at melde sig i andelsmejeriet (gården fik nr. 82). Det varede længe, inden han anskaffede selvbinder. En gammel kone håndbandt kornet efter en aflægger; hun blev altid kaldt Ole Hansens selvbinder. Man lavede selv smør og ost af gårdens mælk – fyrkælderen er resterne af deres mejeri. Konen og to piger var billig arbejdskraft.
En nu afdød mand fortalte mig, at han mange gange som 10 års dreng kørte hestene for hesteomgangen en hel vinterdag, og det gav Ole Hansen ham 10 øre for pr. dag – og med en formaning om at passe godt på pengene. Ole Hansens kone må alligevel have haft lidt mere social forståelse og lidt mere begreb om arbejdets værdi – for hun gav ham yderlig en 25 øre med formaning om ikke at sige noget om det til Ole.
[Emil Tolstrup Christensen, 1987]
