
ØSB har nydt den ære at Ørslevvester Sigersted Bringstrup Amt i anledning af klubbens forestående 100 års jubilæum har givet tilsagn om at bevilge et tilskud på kr. 800 til at få flyttet et brugt amerikansk monument fra Mount Rushmore til parkeringpladsen overfor forsamlingshuset i Bringstrup.
Der blev yderligere stillet en bevilling på kr. 800 i udsigt til finansiering af stenhugger Jørgensens arbejde med at finjustere ansigtstrækkene.
Sidste nyt: Kommunalbestyrelsen har frabedt sig, at der bliver opstillet en mock-up af det planlagte monument.
(ABA) er klubbens glade dreng. Anders har også en glad dreng, der udmærket ved hvad bob er. Anders har en sund og unaturlig appetit. Og så er han umanerlig god til at lave flæskesteg og djævelsk stærk sennep. Anders er krydslisteadministrator, hvilket generer ikke mindst Berit, som er træt af at finde gamle gulnede krydslister blandt sit lingeri.
(CTN) bor i Jylland. Carsten bor endda i Nordjylland. Ja, for det ikke skal være løgn bor Carsten lidt uden for Foldsted. Carsten står bag klubbens statistikprogram, der er programmeret i noget meget snedig Pascalkode; faktisk så snedig, at programmøren for tiden ikke helt har herredømmet over programmet. Birgitte laver de bedste ølandsklejner uden for Øland.
(HHM) har en lang fortid ved Forsvaret, men er alligevel ofte i angreb ved bobbordet, på nær når han ligger i vejen (og det gør han godt nok tit. Red.). Hans Henrik har det for en bobspiller meget uheldige handicap, at han er farveblind. Hans Henrik var en overgang ejer af et bobbord med indbyggede pukkelpister.
(MMH) har ikke opfundet den dybe tallerken, men heldigvis har han opfundet det runde bobbord. Morten blev efter ca. 13 års prøvetid (Prospect) optaget som rigtigt medlem. Morten er klubbens formidler af sommerhuse til jubilæumsarrangementer. Morten fortæller ikke vittigheder, han opfører dem!
(STC) er simpelthen klubbens nestor. Søren sidder stædigt på klubbens uimponerende kasse (pengekasse). Sørens kvabbede stil har været tæt på at koste ham selv og andre medlemmer førligheden (omkringflyvende bobborde er heldigvis indtil nu blevet standset af solide vægge). Den flyvende bradepande ved Grønjordskollegiet kan vi måske komme ind på ved en anden lejlighed.
Hr. Lars Hjortshøj er æresmedlem, fordi han i 1999 i sit storslåede radioprogram Perplex promoverede bob på en måde, der har gavnet bobsporten mere end ØSB BK'80's årlige markedsføringsbudget på et tocifret kronebeløb. Læs Lars Hjortshøjs promovering her.