Årh ja, så har det jo vist sig, at danskernes forbrug af kartoffelmel er stærkt faldende. Og det er faktisk sådan, at der efterhånden eksporteres mere til Kinas nudelproduktion end der anvendes herhjemme. Og det er ikke fordi jeg skal gøre et stort nummer ud af det her, men jeg er jo altså nærmest FLASKET op på kartoffelmel. Og se, hvor kernesund jeg er i dag. Okay, jeg ligner måske ikke Michelle Pfeiffer, men på den anden side så har jeg heller ikke haft nogen glæde af, at vagten der i Radiohuset hver lørdag morgen stod: Hey, Hjortshøj ligner hende den magre psykopat fra Batmanfilmen. Nej, det der bekymrer mig ved danskernes forbrug af kartoffelmel det er jo den nærmest åbenlyse indikator på hvor meget bob, der bliver spillet herhjemme.

Jeg ved ikke, om I kan huske bob? Det er sådan en slags billard, hvor kuglerne er udskiftet med noget, der bedst kan beskrives som sådan en blanding af små vanillekranse og knapperne fra en duffelcoat. Og det grønne bord; det er så erstattet af sådan en lille lakeret krydsfinersplade med kanter. Og når man så kommer kartoffelmel på sådan en bobbane, så fløjter de her duffelcoatknapper jo rundt på banen hurtigere end Roger Whittaker på EPO.

Vi kunne bruge flere kilo kartoffelmel om året bare på bobspil derhjemme. Ja, så kom selvfølgelig alt det til jævning af sovs og opsugning af rødvin og opkast fra tæpperne foran min skibsbriks. Men det. Vi blev da ikke kriminelle af den grund. Vi gik da ikke ud og spraymalede "Fuck Viggo Kampmann" på en husmur. Nej, vi blev derhjemme og spillede bob, gjorde vi. Og det synes jeg – helt ærligt – at flere danske politikere godt kunne få øjnene op for. Flere bobklubber nu til de unge – nu! Hører du, Frank Jensen? Bobklubber nu, eller vi kommer og jævner din sovs.