Anders susede hen ad vejen på sin grå Massey Ferguson. Han var glad, for solen skinnede og han havde netop købt en 2-furet plov af møllerens. Den havde kun kostet ham 3 sorte grise; to af dem var næsten helt raske. Og den med det dårlige ben skulle nok blive rask i løbet af et par uger. Ved gadekæret mødte han Søren, der stod og så lidt ked ud af det.
»Hvad er der dog galt med dig, Søren?«, spurgte Anders.
»Jeg var lige på vej over til Morten med en trillebør fuld af hestemøg. Og nu er trillebøren punkteret. Det er godt nok træls.«, svarede Søren.
»Tja,«, sagde Anders, »den slags kan jo ske. Jeg punkterede med min Ferguson nede ved Brugsen sidste år. Jeg havde såmaskinen bagpå og fordi rutebilen skulle udenom, var jeg nær havnet i grøften. Uha, det var en værre redelighed. Nå, men jeg må videre. Farvel med dig, Søren.«
Anders fortsatte ned mod åen, hvor han mødte Carsten. Carsten, som allerede i en tidlig alder havde været meget musikalsk, sad på en knold og sang.
»Hej, min gode ven!«, råbte Anders og slog ud med hånden, »jeg kan se, at du har fundet din banjo igen. Og den spiller da godt nok, selv om der stadig sidder lidt hønselort her og der.«
»Hej du, og tak skal du ha'. Nu har jeg også vænnet mig til fluerne.«, svarede Carsten.
»Jeg har lige hilst på Søren. Han holder oppe ved gadekæret med en punkteret trillebør.«
»En punkteret trillebør? Det var Sørens, ha, ha. Man skal ikke age med stude før solen går ned. Det har jeg altid sagt.«, sagde Carsten eftertænksomt, mens Anders satte Fergusonen i gear og kørte videre.
På den anden side af åen drejede Anders op ad markvejen og op mod Kærgården for at sige goddag til sin gamle klassekammerat, Hans Henrik. Hans Henrik røg tobak og tippede – han havde altid været lidt vild. Og Hans Henrik kunne altid fortælle en vovet vittighed eller to.
»Nå, er der noget nyt?« spurgte Hans Henrik, da han kom ud på gårdspladsen.
»Ja,«, sagde Anders, »Søren holder oppe ved gadekæret med en punkteret trillebør. Så jeg tænkte, at vi måske skulle danne en bobklub.«
»En bobklub?«, udbrød Hans Henrik, »tænk, det gik jeg netop og overvejede i formiddags. Lad os få fat i Carsten, Morten og Søren!«
Og sådan gik det til, at verdens bedste bobklub opstod.